Fødevarebranchens vaneforbrydere får det sværere
Kontrolfolk skal have nye våben i kampen mod de værste brodne kar
Et nyt lovforslag fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen vil således gøre det muligt for Fødevarestyrelsen at bruge en række nye våben i kampen mod fødevarebranchens værste brodne kar.
Loven, som i dag førstebehandles i Folketinget, vil give Fødevarestyrelsen mulighed for at lukke virksomheder i op til seks måneder ved at sætte dem i karantæne, fordoble størrelsen på bøderne samt at give daglige tvangsbøder. Forslaget er fremsat med opbakning fra alle partier bag fødevareforliget.
- Det må aldrig kunne betale sig for enkelte vaneforbrydere at se stort på forbrugernes sikkerhed, fordi vi ikke er kontante nok. Derfor giver vi nu fødevarekontrollen nye midler. Det skulle gerne få de værste af de ”brodne kar” til at rette op til gavn for forbruger- og fødevaresikkerheden, siger Esben Lunde Larsen.
Hård kerne
Ifølge Fødevarestyrelsen var der sidste år en hård kerne på cirka 20 virksomheder, som over længere tid blev ved med at overtræde reglerne. Virksomheder, som igen og igen for eksempel sælger varer uden sporbarhed i lokaler, der er dårligt rengjort. Loven retter sig imod de virksomheder, der på trods af Fødevarestyrelsens indsats og almindelige sanktionsmuligheder bliver ved med at overtræde reglerne.
Forslaget gør det muligt at pålægge tvangsbøder, som er daglige bøder, der pålægges hver dag, en virksomhed ikke følger Fødevarestyrelsens påbud eller forbud.
Samtidig bliver bødestørrelserne over for denne særlige målgruppe forhøjet, så en virksomhed, der i dag for eksempel ville få en bøde på 10.000 kroner for mangelfuld rengøring, i stedet vil få en bøde på 20.000 kroner.
Hvis alt andet ikke virker, kan fødevarekontrollen sætte en virksomhed i karantæne i en periode på op til seks måneder, hvor virksomheden ikke må drive sin forretning. Desuden vil den ansvarlige for virksomheden også kunne forbydes at drive fødevarevirksomhed helt eller delvist i en tilsvarende periode.